Den primære årsag til at vi tog til London var for at spise på Maze, som er en af Gordon Ramsay’s mange restauranter. Vi spiste der for første gang for halvandet år siden, og var vildt begejstret for maden og servicen, som var helt i top.
Denne gang var det også rigtig godt, og specielt sommelieren var helt fænomenal. Dog var restauranten næsten fuld, og personalet havde derfor rigtig travlt. Betjeningen var derfor ikke lige så personlig og nærværende, som den var sidste gang, men dog stadigvæk væsentligt bedre end mange af de restauranter, vi har spist på i år.
Vi bestilte en 7-retters chef’s menu med tilhørende vine, som blev skudt i gang med en overraskende velsmagende, og meget grøn, brøndkarsesuppe med røget havørred. Derefter fulgte den mest fantastiske rå tun med æble og koriander, som efter Poul’s mening var aftenens ubestridte højdepunkt. Min favorit var dog terrinen med foie gras, and og kanin, der blev serveret med en pærecider som matchede retten perfekt.
Til pre-dessert kunne man vælge mellem en sundae med jordbær og abrikos eller en ”Fourme d’Ambert”. Vi bestilte en af hver, da vi tænkte at vi så kunne smage lidt ved hinanden. Der var ingen af os, som lige havde fanget at den der Fourme d’Ambert var en ost, og endda en meget grå-blå, lugtende en af slagsen.
Ingen af os er de store ostespisere, og udover en ostehaps i ny og næ, samt pizza og salatost er vores ostekonsumption stærkt begrænset. Poul ofrede sig dog og slugte både ost, dild og tilbehør i to hurtige mundfulde. Han så lidt mærkelig ud i ansigtet bagefter, så jeg lod ham få det sidste af min lækre sundae til at fjerne ostesmagen.
Det hele blev rundet af med en lækker, chokolade-intensiv dessert, som kunne gøre enhver chokoladeelsker helt lyrisk. Dessertvinen var, ligesom mange af de øvrige drikkevarer, af den stærkere slags, så vi var en lille smule usikre på benene, da vi mætte og glade vaklede ud til taxaen, der skulle køre os tilbage til hotellet.
