Min filosofi er at man i hvert fald skal prøve at spise den lokale mad, når man er ude at rejse (også selvom man er i England). I nærheden af hotellet ligger der en typisk pub, som derfor var det oplagte valg for aftensmad igår. Mine forestillinger om engelsk mad bygger på nogle, i kulinarisk henseende, ret traumatiske oplevelser i forbindelse med en sprogrejse tilbage i 1995.
Hastings 1995 menu:
Morgenmad: toast med peanut butter,
frokost: toast med peanut butter og en pose chips,
aftensmad: toast med baked beans.
Højdepunktet var da vi en dag fik serveret en slags indbagt oksekød, kidney pie. Vi tænkte at kidney nok betød kebab eller sådan noget, så stor var skuffelsen, da vi i Gyldendals røde ordbog kunne læse at kidney betød nyre…
Jeg ser frygten i øjnene
Med sådan et udgangspunkt, kunne jeg næsten kun blive positivt overrasket. Maden igår var dog også fra et mere objektivt synspunkt helt ok. Tung, kalorierig, men helt ok. Oksesteg, Yorkshire pudding (smagte som en blanding af rundstykker og vandbakkelser) og blomkål blev skyllet ned med en Strongbow cider, og for at være helt sikker på ikke at gå sulten i seng, fik jeg også lige en strawberry jam sponge pudding ttil dessert.
Mere engelsk bliver det vist ikke
Min svampede dessert.
Poul satsede på et mere sikkert kort; chokoladekage med is.
